Arkitekturen

Hus for naturen

JAN UTZON/NCC & BYG STAR STÅR BAG BYGGERIET

Skagen Odde Naturcenter er tegnet af arkitekt Jørn Utzon i 1989 og opført under ledelse af Jan Utzon i 1999-2000.

Utzons idé var at huset skulle vokse ud af naturen – være et svar på stedets ånd. For en arkitekt er det nødvendigt at finde og udtrykke stedets ånd. Grækerne i oldtiden valgte de mest herlige steder og lod sig så henrive til at bygge med stedets usagte, iboende kvaliteter – husene voksede ud af stedet. Kineserne og mexikanerne gjorde det samme med deres templer og pyramider.

Utzons ville bygge et hus for stilheden, roen og fordybelsen. Den store mangelvare i vor tid. Noget som er anderledes end Disneyland, Legoland, Bon- Bon’erne og alle vandlandene. Mennesket har altid søgt ud i den rene natur og bygget for oplevelsen af universet og oplevelsen af sit eget sind. Netop naturen har været en har været en uendelig inspiration for Jørn Utzon, som man kan opleve i vores udstilling om Utzon og naturen.

Den fire meter høje mur omkranser det godt 4.000 kvadratmeter store oplevelsescenter. Kun udkigstårnet og indgangspartiet røber centerets tilstedeværelse. Inden for murene danner pavilloner med hvert sit tema rammen om udstillingen. Den store mur danner rammen om Naturcentrets aktiviteter og får hele bygningen til at fremtræde med en værdig ro i det storslåede landskab.

Jørn Utzon om Skagen Odde Naturcenter:

“Så rolig og i så klar harmoni med landskabet som den hvide brænding. Med de lange horisontale mure understreges klitlandskabets let bølgende form på samme måde, som horisonten understreger solens rundhed ved solnedgang. Det er spændende og tillokkende at se de lukkede mure med de små tage og ovenlys, som rager op over og antyder, at der sker en masse interessante ting indenfor, som man føler, at man absolut må se. Indenfor murerne er der et læfuldt, intimt og beskyttende miljø i kontrast til det store, åbne landskab, som ligger udenfor, udsat for elementernes rasen. En stor rolig gårdmur i stedet for et virvar af bygninger, som ville forstyrre naturens fred og fine karakter. Muren brydes af ankomstgårdens søjlebårne halvtage, som beskytter mod vejrliget, før man går ind i bygningerne. Rundgangen i begge centrets dele afbrydes af kig ud i beplantede gårdhaver, og efter rundturen kan man slappe af i cafeteriet og i den beskyttede gård, hvor læpladser opfordrer til at nyde himlen og udsigten i landskabet gennem nordmurens store portåbning.”

Jørn Utzon er født i 1918 i København. Hans far var skibskonstruktør og oplevelsen af arbejdet på skibsværfterne kom til at betyde meget for Jørn Utzon. Han blev uddannet arkitekt på Kunstakademiets arkitektskole og allerede i studietiden deltog han i internationale konkurrencer og rejste ud i verden, hvor han mødte store arkitektpersonligheder, som Aalvar Aalto, Le Corbusier, Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright. I begyndelsen af 50´erne byggede han et hus til sig selv i Hellebæk, en klimaskærm med en muret nordvæg og en åben glaside mod naturen. Det bliver forbillede for en hel generation af arkitekter. I 1957 vandt han konkurrencen om Sydney Operaen, men måtte i 1966 forlade byggeriet efter et politisk systemskifte. Operaens indre færdigbygges af andre.

I Danmark har Jørn Utzon bygget Kingohusene i Helsingør, Terrasserne i Fredensborg og i samarbejde med sønnerne Jan og Kim Utzon, Bagsværd Kirke, Paustians Møbelhus, Esbjerg Musikhus og Skagen Odde Naturcenter.